|
Alle frieserheste, bliver (som hovedregel) bedømt og chipset til kåring som føl i det år de er født. De bliver optaget i følbog (veulenboek/vb - gule og grønne farver). Nogle vælger kun at chipset føllet. På stamtavlen vil der efterfølgende stå årstal og præmiering fra kåringen.
Vil du vide mere om hjemmechipsning, tag da kontakt til Dansk Frieserforbund.
Derefter kan de fra det år de fylder 3 år kåres i Stambog (stamboek/stb - gule og grønne farver). Det kræver stangmål på 150 cm. for hopper og 158 cm. for hingste. Der føres også stambog for vallakker og de skal være mindst 150 cm.
For alle frieserheste i hele verden gælder samme regler og de bedømmes alle på lige vilkår. De er alle registreret under moderforbundet "Het Friese Paarden Stamboek (FPS)", som samtidig står for stambogsføringen. Frieserhestene bliver alle bedømt af dommere udsendt fra FPS.
En hoppe kan kåres ster, hvis den opnår 2. præmie til kåring og samtidig er min. 155 cm. i stang. Stambogshopper med en 3. præmie kan også igennem en IBOP ride- eller køreprøve blive ster, men det vil man få at vide til kåringen, hvis dommerne mener, der er en mulighed.
Model kan opnås til kåring, hvor hoppen kåres foreløbigt model eller hvis den er kåret som 1. præmie ster-hoppe, derefter skal IBOP ride- eller køreprøven gennemføres med minimum 77 point, for at blive endelig model, samtidig skal koppen være 158 cm. høj.
Alle test og kåringer skal være udført inden for samme år.
Preferent (Pref.) opnår hopper, som har fået 4 afkom, som efterfølgende er blevet kåret Ster. Der findes stambogshopper, som er kåret Preferent, fordi de avler godt, men måske ikke selv viser sig så godt.
Prästatie (Prst) er hvis afkommene viser sig at være gode sportsheste og har bevist noget inden for konkurrence - det er dog sjældent og foregår kun i Holland.
Vallakker føres også i stambog og kan samtidig også blive kåret Ster og give point til moderen. Dette foregår ved deltagelse i kåring.
Hingste (som ikke er avlsgodkendte - vb-hengsten) kan blive Sterkåret, men forbliver i følbogen (vb), da hingstestambogen kun er forbeholdt avlsgodkendte hingste. De avls-hingste, som avler rigtig godt og samtidig har minimum 4 avlsgodkendte hingsteafkom, kan også kåres preferent.
For ligesom at få et billede af hvordan tingene hænger sammen, kan der nævnes, at der i øjeblikket kun findes en Preferent hoppe og en model hoppe i Danmark.På verdensplan kun ca. 50 model-kårede hopper.
Der er i øjeblikket kun 2 nulevende hingste, som har prædikatet Preferent.
OBS!! DER FINDES INGEN AVLSGODKENDTE HINGSTE I DANMARK!!
Vil du vide mere om avlsgodkendte hingste eller avl i det hele taget, så tag kontakt til Dansk Frieserforbund.
Ved ejerskifte skal stamtavlen underskrives bagpå af sælger og derefter udfyldes med købers navn og adresse. Derefter sendes stamtavlen til FPS. Man vil modtage et girokort og når det er betalt, vil man modtage stamtavlen med sit eget navn på.
Når frieserhestene kåres i stambog, ster osv skal stamtavlen afleveres til kåringen og man modtager en ny opdateret stamtavle.
IBOP er en brugstest, hvor der enten rides eller køres. Ved testen gives point efter 10-tal-system, hvor disse øvelser bedømmes i et program: skridt, trav, galop, holdning, overgange og egnethed. Tallene lægges sammen og forskellige certifikater kan opnås:
0 - 65 Intet
66 - 72 C certifikat
73 - 80 B certifikat
81 - 87 A certifikat
88 - AA certifikat
Før en hoppe kan kåres Model, skal den have minimum 77 point samt en 1. præmie ved kåringen (inden for samme år)
Før en stambogshoppe kan blive kåret Ster, skal de opnå mindst 6,7 i skridt og trav - dette er dog ikke en garanti, da afgørelsen ligger hos dommerne på kåringsdagen.
Generelt hvis man overvejer at anskaffe sig en frieserhest, anbefales det, at man søger hjælp enten ved forbundet eller allierer sig med en "kender", så man ved, hvad man køber og får den rigtige hest med hjem.
Nogle hollandske ord som er gode at kende:
Veulenboek - Følbog (både følbog og stambog skal være gul med grønne striber)
Stamboek - Stambog
Geslacht - Køn
Geboortedatum - Fødselsdato
Inteeltcoefficient - Indavlsprocent (helst under 5%)
Fokker - Avler
Eigenaar - Ejer
Zwart - Sort
Aftekening - Aftegn
Ruin - Vallak
Merrie - Hoppe
Hengst - Hengst
Premie - Præmie
Tongcode - Tungetatovering (kun aktuelt for heste, der er født før 2001)
Brandmerk - Brændemærke (kun aktuelt for heste, der er født før 2001)
Schofhoogte - Stangmål
Opgenomen - Optaget
Geregistreerde naam - Registrerede navn
|